Rejseberetning: Bestyrelsesmøde i ICOMs internationale komité ICOM Comittee for Conservation (ICOM-CC), den Haag, 10.-11. september, fulgt af selve den treårige 14. ICOM-CC kongres 12.-16. september 2005
I ICOM-CCs bestyrelse for perioden 2002-2005 holdt sit andet bestyrelsesmøde i 2005 i den Haag, i Nederlands Congres Centrum, hvor selve den treårige kongres fandt sted den efterfølgende uge. Bestyrelsesmødet var således det sidste for denne bestyrelse. På kongressen ville bestyrelsen se resultatet af de foregående tre års arbejde, hvilket dog naturligvis en en sandhed med modifikationer. At stable en så stor kongres på benene hvert tredje år for en bestyrelse, som laver en stor del af bestyrelsesarbejdet ved siden af deres almindelige arbejde lader sig kun gøre ved støtte fra en lang række andre involverede: bestyrelsesmedlemmernes arbejdsgivere (i det omfang bestyrelsesmedlemmerne ikke er selvstændige) og andre økonomiske støtter, herunder ICOM selv, nationale ICOM-komiteer og disses sponsorer. Den lokale arrangør af kongressen trækker også et vældigt læs, og en række af ICOM-CCs samarbejdspartnere, herunder især the Getty Conservation Institute (GCI), ICCROM og ICN, hjælper med både faciliteter, medarbejdere og økonomi. Sidst, men ikke mindst, ville de tilbagevendende, treårige kongresser ikke kunne gennemføres på det professionelle niveau, de har udviklet sig til, uden den grundlæggende aktivitet fra ICOM-CCs over 1300 "voting-members" og de andre ICOM-medlemmer, som af forskellige grunde ikke kan blive "voting-members". Det er disse medlemmer, som - i de 22 forskellige "working groups" med op til flere hundrede medlemmer i hver "working group", og med arbejdet koordineret af 22 "co-ordinators" - leverer grundstammen ved de treårige møder (samt ved special-møder de mellemliggende år): Det faglige arbejde, de videnskabelige analyser, forsøg, tests og beskrivelse af metoder og materialer og de mange andre emner, som ender som "peer-reviewed" artikler i kongres-preprints og fremlægges til diskussion ved møderne.
Bestyrelsens møde den 10.september 2005 omfattede 20 punkter på dagsordenen, trods det faktum at der kun var een dag til rådighed til mødet. Som sædvanlig var der de faste punkter, godkendelse af dagsorden og referat, chair's report, treasurer's report og som optakt til det treårige møde en gennemgang af de finansielle forhold i hele tre-års forløbet. Heldigvis er det lykkedes at vende en mangeårig ubalance mellem indkomst og udgift til en mere balanceret situation, som muligvis kan ende med at give et overskud på længere sigt, et overskud, som kan bruges til aktiviteter, som længe har ligget stille.
Resten af dagens møde omhandlede de sidste forberedelser til det forestående, treårige, ugelange møde, men også forberedelse til den følgende dags heldagsmøde med co-ordinatorerne fra de 22 arbejdsgrupper ("working groups").
Bestyrelsen og co-ordinatorerne for de 22 arbejdsgrupper er meget afhængige af hinanden, men har til daglig kun e-mail som middel til kommunikation. I løbet af en tre-års periode er det normalt kun muligt at mødes med co-ordinatorerne en enkelt gang midtvejs, så mødet med co-ordinatorerne ved de tre-årige møder er vigtige og som regel omfattende, da der er mange emner som skal afklares. Co-ordinatorerne er også bindeleddet til de enkelte arbejdsgrupper, så en række informationer til medlemmerne blev drøftet med henblik på videregivelse til medlemmerne ved ugens møder. Mødet tog hele dagen den 11.september.
Selve det tre-årige ICOM-CC møde fra mandag morgen den 12. til fredag aften den 16.september forløb fint. Der var 900-1000 deltagere fordelt på fem parallelle møderækker og diskussioner i de 22 arbejdsgrupper. Knapt 150 formelle foredrag (i kongres-preprints), en række mere uformelle foredrag, poster-sessions, samt - til at binde det hele sammen - en række overordnede plenummøder med key-note speakers og efterfølgende diskussion. ICOMs Museum forum var også en succes. Den - efter undertegnedes mening - bedste moderator var John Leighton, den afgående direktør fra van Gogh museet i Amsterdam (på vej til ny stilling som direktør for the National Galleries of Scotland) som entusiasisk og humorisisk holdt os alle til ilden ved Museum forum's tre-timers session. En eftermiddag var traditionen tro afsat til ekskursioner, hvor man fik mulighed for at besøge og diskutere med kolleger på Hollands mange museer og konserveringsinstitutioner.
De faglige resultater ved mødet er ikke lette at opsummere i en rejseberetning, men heldigvis forefindes mødets kongres-preprints som vidnesbyrd hos mødedeltagerne og i alle fagbiblioteker og vil fungere som faglig reference i mange år frem - ganske som det har været tilfældet for ICOM-CCs kongres-preprints i snart mange år. En opsummering af mødets program kan læses her: http://www.icom-cc2005.org/programme/programme_at_a_glance/ (så længe den bliver liggende på internettet).
Ved mødet afgik undertegnede som medlem af bestyrelsen efter ni år, heraf som "co-opted" de seneste tre år. Det har været hyggeligt, spændende og lærerigt - og ind i mellem ganske meget arbejde!
Mikkel Scharff
|