Rapport fra deltagelse i ICOMs internationale komité CIMCIMs konference i Tyskland, 7.-14.5.2005
Lisbet Torp,
Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling
|
|
Musikhistorisk Museums direktør, Lisbet Torp, deltog i dagene 7.-14. maj 2005 i sin egenskab af vicepræsident for CIMCIM (Comité International des Musées et Collections d'Instruments de Musique, ICOM) i komitéens årlige konference, som fandt sted i henholdsvis Stiftung Kloster Michaelstein og Händel-Haus Halle i Tyskland.
Dagene 7.-8. maj var helliget en prækonference, hvori deltog både CIMCIM-medlemmer og andre med speciale inden for musikorganologi. Prækonferencen, hvis emne var Schools of Instrument Making in the 16th Century, bød på indlæg om instrumentbyggere og instrumentfremstilling i Tyskland, Spanien, Frankrig, England, Italien, Belgien og Polen i det 16. århundrede.
Prækonferencen gik direkte over i CIMCIM-konferencen (8.-14. maj), hvis tema var Making og Musical Instruments from the Perspective of Economics. Lisbet Torp deltog endvidere i et møde i CIMCIM’s arbejdsgruppe for terminologi. I konferencen deltog museumskolleger fra Europa, Afrika, USA, Mexico, Kina, Japan og Taiwan.
Som en væsentlig del af CIMCIM-konferencen indgik besøg til musikmuseer og musiksamlinger i Kloster Michaelstein (Blankenburg), Musikinstrumenten-Museum der Universität Leipzig, Grassimuseum, Schumann-Haus, Mendelsohn-Haus, Bach-Archiv (alle i Leipzig), Händel-Haus samt Frankesche Stiftung (begge i Halle), hvortil kom et besøg i Freiberg Katedral med præsentation af to orgler af den betydningsfulde orgelbygger Gottfried Silbermann (1683-1753).
I forbindelse med konferencen afholdtes en række historiske koncerter. Endvidere overværede deltagerne en koncert med Thomanerkoret i Thomas Kirche (Leipzig) samt en særopførelse af Mozart-operaen “Titus” på Goethe Theater Bad Leuchstadt, der åbnede i 1802 med netop “Titus” som åbningsforestilling).
I løbet af konferencen afholdtes møder i CIMCIM’s hovedbestyrelse både før og efter generalforsamlingen den 11. maj. CIMCIM’s eksekutivkomité arbejder nu videre med forberedelserne til den næste konference, som finder sted i maj 2006 på The National Music Museum i Vermillion, South Dakota. Konferencen arrangeres som et joint meeting med Galpin Society (Storbritannien) og American Musical Istrument Society (AMIS, USA).
Lisbet Torp
direktør, dr.phil.
Juli 2005
|
|
|