Den årlige konference i en af ICOM’s kommiteer, CIMUSET fandt sted i Rusland fra den 12. til den 18. september. Ud over at deltage i selve konferencen deltog jeg i to bestyrelsesmøder, da jeg sidder i CIMUSET’s bestyrelse samt i det årlige officielle CIMUSET-møde for alle medlemmer. Der deltog i alt 35 medlemmer af CIMUSET, heraf var de 12 fra Rusland mens 23 kom fra andre lande. Med ægtefæller og personale fra Polyteknisk Museum i Moskva, som stod for konferencen var vi i alt ca. 50 personer. Næste års CIMUSET møde og konference afholdes i september 2006 i Rio de Janeiro.

Konferencens tema var ’Unity of Unlike’ – ’Forening af forskelligheder’ – et bredt emne, som kunne dække mange forskellige typer af museer indenfor CIMUSET, forskelle i teknologier, forskelle i ansatte på museer, forskelle i samlinger m.m. CIMUSET er ICOM’s komite for de museer, som beskæftiger sig med videnskab og teknologi. Konferencens mange indlæg var lige så forskellige som den overordnede titel. Specielt var det interessant at høre indlæg fra 3 professorer fra det Russiske Statsuniversitets Humanistiske afdeling i Moskva. Det handlede bl.a. om, hvordan viden, forestillinger og kultur var indlejret i teknologier gennem brugen af dem, og hvor væsentligt det var at bringe disse indlejrede begrebsmæssige forestillinger frem i lyset gennem forskning. Det drejede sig om at indkredse ’teknologiens antropologi’. Sammenhængen mellem kultur og teknologi har været en fremherskende synsvinkel i arbejdet med at forstå teknologier udbredelse og accept indenfor Vesteuropæisk og amerikansk teknologiforskning. Derfor var det spændende at høre, hvad russiske forskere forslog. Der var også et spændende omlæg omkring indførelsen af metersystemet i Rusland, såvel som i mange andre lande.

Desuden var der en lang række indlæg med præsentationer fra forskellige museers planer og aktiviteter nu og i fremtiden rundt om i hele verden. Sponsorer og samarbejdspartnere fra erhvervslivet var et af de emner som gik igen, og som var fælles for alle museerne, der arbejdede med teknologi. Specielt de store science centre rundt om i verdens hovedstæder har travlt med at bygge om og bygge nyt i disse år – det gjaldt i Frankrig, Japan og Kina. Men de mere traditionelle tekniske museer, der var omkring 100 år gamle eller mere, stod også overfor mange udfordringer om tilpasning til samfundet af i dag.

Personligt holdt jeg et oplæg ud fra den rapport ’Vild med Viden’ som netop er udkommet fra det danske Kultur- Og Undervisningsministerium samt Ministeriet for Teknologi og Videnskab, og som definerer museer som uformelle læringssteder, der kan spille en stor rolle i at gøre børn og unge interesserede i videnskab. I den forbindelse fortalte jeg om Elmuseets initiativer på skoleområdet gennem de sidste fem år – og som nu viser sig ved, at 65 % af museets gæster udgøres af børn og unge mellem 3 og 18 år samtidig med at museets formidlingsaktiviteter for børn og unge er fordoblet. Der var desuden indlæg, der præsenterede særlige samlinger og indsamlingsproblemerne blandt de tekniske museer. Men den særlige chance for at møde andre kolleger fra mange forskellige museer rundt om i verden, især i dette tilfælde de russiske, var enestående. Og flere ville meget gerne samarbejde omkring udveksling af udstillinger og genstande i fremtiden. Rent personligt blev jeg på baggrund af mit oplæg og et oplæg holdt i Slovenien i 2003 inviteret til at holde to forelæsninger på Det tekniske Museum i Beograd i nærmeste fremtid. En kollega fra Rio de Janeiro arbejdede på at arrangere an forelæsning om Kvinder og husholdningsteknologi på et center for kvindestuer i Sao Paolo næste år.

De russiske museer

Tekniske Museer:

Vært for årets konference var det gamle og store Polytekniske Museum i Moskva. Museet blev oprettet i 1872, og basis for samlingen var en stor Russisk Polyteknisk Udstilling, der blev afholdt i 1872 til minde om Peter den Store. Museet flyttede efter nogle år ind i en ny bygning opført i paladsagtigt russisk-byzantinsk stil. Museet viste gennem alle årene de forskellige teknologiske opdagelser og frembringelser og var naturligt påvirket af de processer, der i øvrigt fandt sted i Rusland (Sovjetunionen). I 1930’erne blev museet bygget om for at fortælle historien om ’Our Achievements’ på det russiske område, og mange af de traditionelle udstillinger forsvandt helt. I slutningen af 1980’erne skiftede man generelt holdninger og stil på de russiske museer. De russere jeg talte med og hørte tale omtalte alle tiden ’After the Revolution’, dvs. fra 1989 som helt speciel. Og man havde efter den tid også fået et helt nyt og anderledes syn på museets samlinger og teknologi som sådan. Museet er et meget traditionelt teknisk museum med store meget righoldige samlinger indenfor teknik som sådan, men med hovedvægten på russiske teknologi. Museet rummer også et meget stort bibliotek med over 3.2 mio. bøger og tidsskrifter fra hele verden. Museet har 10.000 m2 udstillingsareal. Museet havde 600 ansatte og modtog 5.5 mio. euro i tilskud fra den russiske stat. De mange ansatte var bl.a. kustoder og rengøringspersonale, og desuden havde hver afdeling sin leder og teknisk og videnskabeligt personale.

De tekniske museer i Rusland har siden 1988 været organiseret i en ’Sammenslutning af museer, der beskæftiger sig med teknologi og videnskab’. Rusland har f. eks. et museum, der beskæftiger sig med kernefysik, placeret ved et Forsøgslaboratorium for kernefysik i Bubna. Ligeledes er der museer for Moskvas belysning fly, rumfart, telefoni, minedrift, jernbaner m.m. Der findes ikke noget egentligt museum for elektricitet
men på et gammelt vandkraftværk er indrettet 60 m2 udstilling om elektricitet til energi.

Under konferencen besøgte vi ’Rumfartsmuseet’ i Korolev by. Museet er en del af det statslige Universitet for Rumforskning S.P. Korolev i  Samara. Museets samlinger indeholder virkelige rumraketter, rumdragter, modeller af rumskibet MIR og bl.a. den rumkapsel som Jurij Gagarin var landet i efter det første menneskes tur i rummet. Der var tale om en stort enestående samling, som bestemt havde behov for nyrenoverede lokaler til trods for at museet var åbnet for publikum i 1977.  Senere samme dag besøgte vi den ’Føderale rumforskningsstyrelses rumfartskontrolcenter’, hvorfra man styrer 60 % af alle de satellitter, som i dag er i omløb omkring jorden. Man samarbejder her med både NASA i USA og den europæiske rumsamarbejdsorganisation, ESA og har mange andre udenlandske samarbejdspartnere i Japan og Canada. Rumstationen MIR blev fra 1987 til 2001 styret her fra. Vi fik fortalt, at det tog 10 år at designe MIR, men at det tog endnu flere at regne ud, hvordan man kunne få den ned på jorden igen. Det var spændende at få lov til at overvære en satellits bane gennem rummet over Rusland.

Af andre tekniske museer besøgte vi et gammelt våbenmuseum i byen Tula, syd for Moskva. Det var indrettet i en gammel kirke, som lå inde midt i et gammelt fæstningsanlæg. Der var en meget gammel og fin samling af især russiske, men også europæisk fremstillede våben. Museet daterede sig tilbage til 1772, hvor tsar Peter den Store oprettede det i den gamle kirke. Tula var et center for våbenfremstilling ved de mange vandmøller, der lå på egnen. Desuden var Tula et historisk vigtigt sted, fordi man her fra fæstningsanlægget havde modstået angreb fra både tatarer, polakker og franskmænd.

Andre museer:

Konferencen bød på højdepunkter i russiske kultur. Ud over de nævnte museer besøgte vi Kreml’s museer og skatkamre med tsarernes rigdomme, klæder, vogne m.m. samt Moskvas historiske museum, hvor vores gruppe fik en særlig præsentation af tsar Peter den Store, som var teknokraten, der indførte vestlig teknologi og kultur i Rusland. I Tula besøgte vi et mindre kulturhistorisk museum for områdets historie. Udstillingerne var forholdsvis nyopstillede og godt formidlede, og i museets skoletjeneste prøvede vi ’en dag i en russisk familie’, der levede af håndværk.

Ud over disse museer blev vi præsenteret for to herregårdsmuseer. Det ene var Ostankino-paladset, som i dag ligger i en del af Moskva, men som tidligere lå uden for byen. Her opførte adelsfamilien Sjermetjev i 1792-97 et fantastisk palads i russisk klassicistisk stil. Godsets livegne havde bygget paladset og udsmykket det med trægulve med indlægninger i mange forskellige mønstre og træsorter, forgyldte vægge, malerier m.m. og centralt i bygningen var der opført et teater, hvor familien kunne invitere til forestillinger. Godsets livegne fungerede som skuespillere, sangere og musikanter. De blev hentet ind som børn og oplært på stedet. Hele paladset er opført i træ. Mange af teatrets gamle scenefunktioner fandtes endnu på stedet, som regnmaskine, tordenvejrsmaskine m.m. og nogle af de originale gamle lamper til lys af voks eller stearin fandtes også. Vi overværede en koncert for kammerensemble, der spillede russisk og europæisk musik fra 1700-tallet.

Post-konferenceturen bragte deltagerne med tog og bus til Tolstoy museet, Yasnaya Polyana, som ligger ved Shchekino i nærheden af byen Tula, syd for Moskva. Museet, som var købt af den russiske stat var oprettet i 1921 af Leo Tolstoys yngste datter. Museet befandt sig i en park med småsøer, skov, æbleplantage, bygninger, stalde, gartneri m.m. plantet eller oprindeligt opført af familien Tolstoy. Forfatteren Leo Tolstoy var født her og havde tilbragt hele sit liv og skrevet sine berømte romaner og noveller på godset. I 2005 var et tipoldebarn af Leo Tolstoy, Vladimir Tolstoy, leder af museet. Tolstoy museet var holdt så tæt på det originale interiør som muligt. Da museet under Anden Verdenskrig i 45 dage var besat af tyske soldater, havde alt inventar været pakket ned i 110 kasser og sendt til Tomsk.

Det mest interessante var museets drift anno 2005. Tolstoy museet drev foruden museum også et lille jernbanemuseum, et hotel i et tidligere sanatorium, en lokal børnehave, trykkeri, butikker med salg af bøger og kunsthåndværk, et kunst galleri, og et center for russisk sprog. Desuden havde man planer om at opføre et frilandsmuseum i landsbyen Krapidna. Mange russiske landsbyer var ellers totalt ødelagt, ombygget og havde fået nyt navn, men Krapidna var bevaret nogenlunde. I alt er der under museumskomplekset ansat 600 personer, heraf arbejdede 160 personer på selve godset med bygningsvedligeholdelse, stalde, pasning af æbleplantage og have, omvisninger, salg af billetter m.m. Nogle aktiviteter havde overskud, som kom andre underskudsgivende aktiviteter til gode. Museets modtog 4 mio. dollars i tilskud om året og havde ca. ½ mio. dollars i årlige entréindtægter.

Man havde i regionen indgået en særlig aftale ’Yasnaya Polyana Agreement’. Aftalen var indgået mellem den regionale regering, områdets store kemiske fabrik og museet og drejede sig om en udviklingsplan for området. Både den statslige og den regionale regering samt den kemiske fabrik hjalp museet økonomisk uden indblanding i museets daglige og faglige arbejde.

Museet er egnens store turistmagnet, og til museet ankom i en lind strøm gennem hele den lørdag eftermiddag, vi besøgte området, unge russiske nygifte par i brudekjole og smoking omgivet af familie og venner. De gik tur og blev filmet, poserede for fotograferne. Men stedet havde også mange andre gæster fra hele Rusland. Der er ingen tvivl at området indenfor en kort årrække også vil være en turistattraktion af international standard.

Ud over museerne besøgte vi det religiøse center ’Sergijev Posad’, ligger ca. 70 km. nordøst for Moskva. Vi besøgte det centrale klosterkompleks Skt. Sergijevs Treenighedskloster, som er et stort kompleks af kirker, palæer samt en præsteskole og et teologisk fakultet. Ortodokse russere fra hele landet valfarter til stedet, som er landets vigtigste kirkehelligdom. Klosteret blev grundlagt omkring 1340 af munken Sergijev Radonezskij. Han ligger begravet i en sølvkiste i den centrale kirke, hvor folk stod i kø for at kysse låget. Fra en hellig brønd hentede de valfartende vand i flasker og dunke. Kirke og klosterkomplekset er omgivet af en fæstningsmur. Besøget på klosterkomplekset samt besøg i andre kirker gav en stærk fornemmelse af, at i et land, hvor kirken i en lang periode havde været underlagt landets politiske parti, blomstrer det religiøse liv og kirkerne igen. Overalt i de områder vi besøgte både indenfor og udenfor Moskva, var man i gang med at restaurere de mange smukke gamle kirker med deres malede og forgyldte løgkupler. Kirkerne var ligesom landets teknologi, herresæder og tsarrigdomme erklæret en væsentlig del af den russiske kulturarv af landets nye regering.

September 2005