Nedenstående indgår i artikel i Danske Museer nr. 6, 2004

MUSEUMS and INTANGIBLE HERITAGE.
ICOM 2004 i Seoul

ICOMs 20’ende generalkonference blev holdt i Korea og for første gang i ICOMs historie i et asiatisk land. I dagene 1. – 8. oktober 2004 var Seoul vært for ca. 12.000 professionelle museumsfolk, som var kommet til byen fra hele verden, heraf 15 deltagere fra Danmark.

Betydningen af ICOM-konferencerne, som afholdes hvert 3. år, er først og fremmest mødet med kolleger fra helt andre virkeligheder end vor egen. På det mere formelle plan er det opsummering af, hvor museumsvirksomheden på verdensplan befinder sig, hvor den er på vej hen og hvor brændpunkterne for den gensidige assistance er.

Ved internationale konferencer er de store ord tilladt. Således også, da ICOMs præsident Jacques Perot i åbningstalen kunne opsummere, at mange års internationale samarbejde omkring udvikling af færdigheder og redskaber til at sikre den materielle kulturarv efterhånden har betydning langt ud over den enkelte museumsinstitutions rammer: Der er udviklet et internationalt beredskab, som viser sig nyttigt ved naturkatastrofer og i konfliktzoner. Museumsfællesskabet har vist sin styrke omkring genopbygning og reetablering. Der var brug for hjælp i Prag efter de omfattende vandskader for et par somre siden, og der er hjælp på vej til det forestående arbejde efter orkanen i Karibien. I ex-Jugoslavien, Afghanistan og Irak har museernes netværk og ekspertise vist sin betydning i sikring af et minimum af opdæmning mod tyveri og illegal eksport af kulturværdier fra de krigshærgede områder og hjælp til genopbygning.
Da ICOM blev grundlagt i efterkrigstiden i 1948 var tanken, at fællesskabet på tværs af grænser kunne bidrage til en mere fredelig verden. Verden ikke er blevet mere fredelig, men sammenholdet om hjælp på tværs af grænser er blevet en del af verdensbilledet.

Den immaterielle kulturarv

Det overordnede konferencetema var den immaterielle kulturarv, den uhåndgribelige kulturarv (oversat efter intangible heritage) – det, man ikke kan berøve en befolkning trods bomber og undertrykkelse. UNESCO har indføjet de uhåndgribelige kulturværdier som nye udpegningsområder for verdenskulturarven, som bør sikres. Museernes organisation ønsker at bakke dette op, ved at ICOM-fællesskabet samler erfaringer og udvikler anvisninger og standarder for museernes praksis på området. Museer har tradition for dokumentation af uhåndgribelig kulturarv som sæder og skikke og kan allerede fremvise mange eksempler på dokumentation af immateriel kulturarv. Konferencematerialets eksempler på det uhåndgribelige var sådanne som fortælletraditioner, musiktraditioner, festtraditioner, bryllupsritualer og sangskatte, danseritualer, håndværksmæssige færdigheder, fremstilling af mad og klæder, omgang med naturen etc.

Det nye for museerne er således ikke, at man vil dokumentere immateriel kulturarv. Det nye er, at ICOM opfordrer til, at man vil sætte det på niveau med dokumentation og bevaring af objekter, af genstande, af bygningsværker, af monumenter. Og at museerne – i lighed med mange års udvikling af professionelle kompetencer inden for konservering og bevaring af objekter – udvikler kompetencer til bevaring af immateriel kulturarv.

I de officielle taler og i diskussionerne i komitéerne i løbet af konferenceugen var det mærkbart, at presset på denne udvidelse af kulturavsbestemmelsen kommer fra andre dele af verden end vor. Størstedelen af det, der nu er optaget på listen over verdenskulturarven, er bygninger og monumenter i Europa. På denne måde kaster kulturarvslisten lange skygger af den overståede kolonialisme fra de gamle herrefolk over de lande i Afrika, Asien og Sydamerika, som dengang måtte se deres kulturer blive trådt under fode.

I Danmark har vi flere tilløb til indsamling af immateriel kulturarv fra Dansk Folkemindesamlings optegnelser til museernes interviewindsamling og de seneste års tematisering af dansk identitet på arkiver, biblioteker og museer. De fleste museer har store mængder af fortællinger om liv og levned i nyere tid. Fakta er, at den immaterielle kulturarv er sat på dagsordenen, og det er der nye udfordringer i for museerne.

Rækken af mulige mellemmenneskelige adfærdsformer og -normer, som har et kulturbåret indhold, er uendelig, og diskussioner af dokumentation for bevaring eller dokumentation for opløsning bliver nødvendige.

Hvor vejen fra tradition til ideologi er kort – f.eks. i patriarkalske forskrifter for ægteskaber – får museerne som samfundets spejl en rolle som samfundets fortolker. En rolle, som mange længe har vedkendt sig, men med bevaring af immateriel kulturarv på niveau med det materielle vil det forskyde museumsprofessionerne fra objektive indsamlere til reflekterende fortolkere. Folkestemninger, massepsykologi og lokal identitetsforankring kommer musealt på niveau med stilarter, byggeteknikker og egnsretter.

ICOM 2004

Med konferencens tema gjorde værtslandet meget ud af at vise deres århundredgamle traditioner inden for dans, sang, musik og drama. Det koreansk autentiske udfoldede sig paradoksalt nok i de fleste danse- og dramastykker, vi så, i kongelige gemakker og smukke klæder. Det var ikke smerten eller traumerne i landet med erindringer om Koreakrigen inden for mands minde, eller viljen til at bygge noget nyt op, som fandt udtryk som immateriel kulturarv i festforestillingerne. Det var drømme om det gode liv. Det folkelige, Seoul viste sine gæster, var gemt i drømmen om at være så smuk som en prinsesse eller så magtfuld som en patriark. En ganske universel drøm, som vi også har, når vi i vores del af verden genfortæller Grimms tyske folkeeventyr eller H.C. Andersens verdensberømte, danske historier.

Ugens forløb var uhyre velorganiseret. Programmet for konferencen var sent ude, men da der først gik gang i planlægning og realisering af konferencen, viste koreanerne sig at være særdeles organisatorisk habile. Møderne startede til tiden. Opslagstavler og trykte programmer sikrede, at alle kunne danne sig overblik over, hvad der skulle ske, og hvor det skulle foregå. Mikrofoner og høretelefoner var uden skrat, simultanoversættelserne var flydende. Vi var i et land, der ikke alene satte en ære i, at gæsterne skulle have det godt og føle sig velkomne, men som også var i stand til at indfri sine egne ambitioner om et velorganiseret forløb.

Rammen om konferencen var COEX, et kæmpestort bygningskompleks som rummede forretninger, posthuse, restauranter, messehaller, møderum, konferencerum m.v. Det lå ikke langt fra olympiadeområdet. ICOM-konferencen var den mindste af de 3-4 samtidig konferencer, som blev holdt i centeret.

Museumsetiske regler

Et fornyet og gennemskrevet sæt af de museumsetiske regler blev vedtaget af generalforsamlingen. Siden det første etik-sæt, som primært omhandlede erhvervelser og modtagelse af genstande til museernes samlinger, og den senere udbygning til de etiske regler for museer og museumsprofessionerne, der blev vedtaget i 1986 og ændret i 2001, har regelsættet været det fælles fundament for små og store museer. Under de museumsetiske regler har museumsansatte enkeltvis og i teams arbejdet med samlinger, forskning og formidling og stillet deres viden og museets samlinger til rådighed for offentligheden. Nu er reglerne gennemskrevet. I det store og hele er det de samme regler som i 1986. Der er sket en forenkling i sproget, og den immaterielle kulturarv er føjet ind.

De museumsetiske regler har gennem årene haft stor betydning som museernes fælles referenceramme på tværs af nationale love og regler på området. Endvidere har reglerne betydning for museumsprofessionernes forankring på museerne og for de ansattes uselviske omgang med kulturværdier. I disse år, hvor grænsen mellem det kommercielle og det ikke-profitorienterede marked flyder sammen, får de museumsetiske regler en ny betydning.  
At de som noget nyt også er til at læse og forstå, kan vi kun hilse velkommen.
Dansk ICOM har taget initiativ til at oversætte det nye regelsæt til dansk for at lette udbredelsen, ikke blot til medlemmerne men også til tilskudsydere, museernes bestyrelser, museumsuddannelserne m.v. 

Seoul    

Faktisk fandt konferencen sted på den anden side af jorden. Jeg havde aldrig været der før. Seoul er på fem årtier opbygget fysisk fra det bare intet, nej fra ruiner. Af det gamle er der næsten intet tilbage, men der er bygget nye rekonstruktioner af gamle huse og af gamle paladser med gamle haver. Men det er ikke det, der gjorde indtryk, det var højhusene. Fordi der næsten ikke var andet.
Som i en dyb naturlig kløft mellem højhuse så langt øjet rakkte, snoede Hanfloden sig i et bylandskab, hvor der intet er tilbage af jord eller mudder ved selve flodbredden.
Der er så mange huse, der er så mange boliger, der er så mange biler – der er så mange mennesker: ca. 12 millioner mennesker lever i Seoul. Det er ca. hver fjerde af Sydkoreas godt 48 millioner mennesker, der bor i Seoul. 

Byen har en høj puls. Gaderne er brede, bilerne kører i 6-8 baner i begge retninger. Man skal gå langt for at finde en fodgængerovergang. Undergrundsbanerne er hurtige og rummelige. Der er bare mange mennesker, overalt. De er velklædte. De taler i mobiltelefon. Alle unge mennesker og store børn har bitte små mobiltelefoner med ’stor’skærm. Koreanerne er venlige og meget hjælpsomme. Det er trygt at bevæge sig rundt. Man har ikke grund til at frygte hverken lomme- eller tasketyve, ligesom man får lov til i fred og ro at se og undersøge varerne på markedet.

Seouls museer har en pæn standard. Folkemuseet viser folkeliv fra forhistorisk tid til før moderne tid – mobiltelefonerne og højhusarkitekturen er ikke kommet med ind.
Bymuseet, Seoul Museum of History, tager højteknologien til hjælp i formidlingen side om side med ægte, gamle genstande. Heller ikke her fortælles de sidste 50 års historie med genopbygning og befolkningseksplosion.
Den sidste kongefamilies dragter, som var overleveret fra Japan til Korea som kulturværdi, var udstillet på den gamle nationamuseum.
Et nyt, stort nationalmuseum er under opbygning. Det bliver verdens 5. største bygning, fortæller koreanerne. Hvordan man kan sige det med sikkerhed med den 5. største fremgår ikke. Her vil det ældste af det ældste blive blandet med det nyeste af det nyeste.
Det nationale museum for samtidskunst ligger i Grand Park i udkanten af byen, side om side med en Tivoli-forlystelsespark og en Zoologisk Have. Museet har interessant koreansk kunst, som modigt er sammenstillet med internationale kunstnere. Det vrimlede med forældre og børn i området, og nogle havde også fundet museet. Meget typisk for byen var der sat højtalere i lygtepælene på den store parkeringsplads med musik, så man ikke oplevede det tomrum, som stilhed kan være for en ensom vandrer. Civilisationen har overtaget hele Seoul. Der var ikke et græsstrå, ikke et fuglefløjt, ikke et vildtvoksende træ at se. Mon byens børn savner det? Man kan vel ikke savne noget, man ikke ved kunne være. Til gengæld var der mange børnegrupper på museerne.

Børnene mødte man i grupper på 30, i helt ens bluser i klare farver, røde, gule, grønne. Lette at se som flok, lette at få øje på, hvis én kom uden for flokken. De var glade og bevægede sig igennem museerne i højt humør, men var ingen steder støjende. Koreanske børn bruger museerne, og ser ud til at kunne lide det.

Der var også mange børn på det nationale museum for krigserindring. Med store smil og ivrig legelyst tumlede de rundt i flyvemaskiner og krigskøretøjer, som var stillet op i en park uden for museet. I de første sale var udstillet funklende rene uniformer. I de næste sale blev civilbefolkningens nød formidlet ved tableauiscenesættelser af sult og dårlige boligforhold for kvinder, børn og gamle mellem murbrokker og under interimistiske tage. Det danske flag blev vist blandt de krigsaktive nationer i Korea-krigen, om end Danmarks deltagelse bestod i at fremsende Røde Korsskibet Jutlandia.

Hvor vi ingen børn så, var ved den demilitariserede zone i grænselandet mod Nordkorea. Her så vi helt unge amerikanske soldater.

Seoul ligger godt 60 km. fra grænsen til Nordkorea. At genforeningen er et ønske forstår man godt, da der er tale om en fælles nation, som i århundreder har haft en fælles historie, om end det i mange år har været en historie om et besat folk, hvor Kina og Japan i lange perioder hver har optrådt som besættelsesmagt og haft styring over landet. En genforening ville også give en meget større sikkerhed i storbyen, hvor man i årtier angiveligt har haft en tikkende bombe placeret et stenkast fra Seoul.

En del af os deltog i en ekskursion til den demilitariserede zone. Turen derud foregik med politieskorte foran fire busser fyldt med ICOM deltagere. Vi kørte langs floden, og et lille stykke udenfor byen blev floden øde med pigtråd langs bredden og ikke et skib, ikke en pram at se. Et særsyn uden lige, da vandløb i alle civilisationer betyder livlig trafik. Da vi var kørt den halve vej, blev der spurgt til nationaliteter, for man ville ikke gerne have afghanere, irakere, russere og kinesere tæt på grænsen. Der var både russere og kinesere med, men så ventede vi lidt på et ekstra sikkerhedstjek og fik lov at køre igennem. Herefter blev det bekendtgjort, at der var dress-code, som betød, at man ikke ville have folk i blå jeans eller i T-shirts med ud til grænsen – og da rigtig mange museumsfolk går afslappet klædt, når man er uden for konferencens fine sale, passede den uønskede beklædning på hen ved ¼ af deltagerne. Det endte med, at de aldrig kom ud til grænsen. Vi, der kom derud, så et ritual opført mellem koreanske soldater fra Nord og Sydkorea, sidstnævnte med hjælp fra amerikanere. Vi så freden blive holdt i skak, ligesom fjendskabet blev det. Vi hørte guidernes ønske om en genforening og beretninger om mange omkostninger i sikkerhedens tjeneste.

Man omgås spørgsmålet om grænsen med stor forsigtighed og maner til tålmodighed. Men der er ingen, der sidder og venter i Seoul. Man arbejder mens man venter. Man har indtryk af en konstant foretagsomhed og en høj arbejdsmoral – ja en høj arbejdsglæde. Teknologiens vugge stod måske ikke lige her, men der er gang i den i dag.


Merete Ipsen