Med tilsagn om et økonomisk tilskud fra KUAS blev det muligt for mig at deltage i ovennævnte museumskonference i Syd Korea. Der var tale om ICOM’s 20’ende General konference og 21’ende General Assembly. Det var første gang nogen sinde, at ICOM’s store møde blev afholdt i Asien. Det betød også, at et stort antal asiatiske kolleger deltog i mødet. Jeg var nomineret til en plads i bestyrelsen for CIMUSET, der er den internationale komité for museer, der beskæftiger sig med teknologi og videnskab. Et af formålene med at deltage i konferencen var at møde op til valget personligt. Jeg var også tilmeldt konferencen med et 30 minutters indlæg til CIMUSET’s afdeling af konferencen.

Deltagelsen i konferencen omfattede:
1)    Deltagelse i 1. dags officielle åbnings- og fælleskonference med indlæg omkring konferencens tema ’Museums and intangible heritage’ .
2)    Deltagelse i CIMUSEt’s konference del på 3 dage inkl. ekskursioner.
3)    Museumsbesøg på forskellige koreanske museer, dels som del af CIMUSET’s anbefalede ekskursion, dels på egen finansieret ’post conference tour’.
4)    Valg til CIMUSET’s bestyrelse

Ad 1) Konferencens hovedtema var ’museer og den immaterielle kulturarv’.
Der er tale om en forholdsvis ny definition, som er optaget at UNESCO, som konvention i oktober 2004. Begrebet har dog været diskuteret og benyttet i en række år forinden. Den generelle definition af ’den immaterielle kulturarv’ er: de praksiser, forestillinger, udtryk, viden og evner – såvel som de dertil knyttede instrumenter, objekter, værktøjer og kulturelle rum – som samfund, grupper og i nogle tilfælde individer betragter som en del af deres kulturelle arv. Den immaterielle kulturarv bliver samtidig med at den overføres fra generation til generation konstant genskabt af samfund og grupper som svar på deres omgivelser, deres interaktion med naturen og deres historiske eksistensbetingelser, idet den skaber en følelse af identitet og kontinuitet, der bidrager til at fremme og respektere kulturel forskellighed og menneskelig kreativitet’.
Gennem forskellige faglige bidrag blev der givet eksempler på, hvordan den immaterielle kulturarv kan indgå i museernes arbejde. Korea var et godt eksempel på, hvordan man havde udpeget delområder indenfor musik, dans, drama, lege, ritualer, kogekunst og håndværk som værende ’immateriel’ kulturarv med særlig national kulturarvsstatus. Samtidig havde man udpeget enkeltpersoner som ’levende menneskelige kulturskatte’, dvs. personer, der havde evner indenfor væsentlige dele af den immaterielle kulturarv, og hvis hovedopgave det, var at videregive deres særlige kunne og viden. I maj 2004 havde 214 enkeltpersoner titlen ’ living human treasures’, dertil kom lærlinge, assistenter og studerende. I alt er der tale om 3.079 personer. Disse personer var på finansloven og modtog en særlig ydelse hver måned, gratis medicinhjælp samt diverse andre fordele. Det var et ærefuldt hver omgærdet af meget respekt at være udpeget som ’levende kulturskat’. Systemet har man hentet fra Japan, der indførte begrebet allerede i 1955. Filippinerne, Thailand, Frakrig, Rumænien og Tjekkiet har et lignende system). I Korea har man særlige skoler og institutioner, hvor man kan oplæres i aktiviteter indenfor den immaterielle kulturarv. I forbindelse med en studietur til forskellige museer besøgte jeg sammen med CIMUSET komiteen en køkkenskole, hvor man underviste traditionel koreansk madlavning. I samme hus var der en to etagers udstilling om koreansk køkkenkultur og madlavning. Her kunne man melde sig til kurser i traditionel madlavning og lære at fremstille gamle traditionelle retter. Komiteen fremstillede små runde risnudler, som serveres i den koreanske nytårssuppe. I 1970 erklærede man ’ særlige måltider fra Joseon-perioden’ for ’Important Intagible Cultural Property nr. 38’ i det koreanske museusmvæsen. I 1986 kom fire forskellige alkoholiske drikke også på listen.

Det blev diskuteret om museer er gearet til at beskytte, bevare og videreføre den immaterielle kulturarv, og at man måtte undgå en idealiseret romantisk levendegørelse med diverse skuespillere. Det var vigtigt, at museerne beskæftigede sig med livet som det leves her og af virkelige mennesker. Det blev ikke berørt, at den immaterielle kulturarv også kan bruges politisk til at definere kulturelle forskelle i etniske stridigheder. Men der blev nævnt flere eksempler på, hvordan lokalsamfunds baserede museer kan bruges aktivt til at give lokalsamfundet nyt kulturelt liv og historisk indehold.

Begrebet den immaterielle kulturarv var ikke nyt for mig, men at der i Korea og Japan gennem mange år havde været udpeget ’levende kulturskatte’ var nyt, og debatten om hvad museer kan gøre for at bevare den immaterielle kulturarv var en god viden at have med i museumsarbejde fremover. I Danmark kender vi til at udøvende kunstnere er på finansloven, men det er ikke kunstnere der befatter sig med Danmarks gamle håndværk og traditioner. Vi har f. eks. ikke en sivskofletter, folkemusiker eller historiefortæller på finansloven. Videreførelse af traditionelt håndværk er overladt tekniske skoler eller aftenskoler med et mindre økonomisk tilskud samt museernes levendegørelser.

Ad 2) Temaet for CIMUSET’s konference var ’Some specific aspects of intangible heritage in scientific and technical museums’.
Indlæggene var fordelt over tre dage og spændte meget vidt, lige fra museernes indsamling og registrering af den immaterielle kulturarv, der knytter sig til museets store samlinger. Specielt Teknisk Museum i Wien gør meget ud af at indføre genstandenes proveniens omhyggeligt, evt. scanne katalog og udstilling af genstanden ind. I den anden ende kom  formidling af teknologi og videnskab gennem levende mennesker ’animateurs’, interaktiv udstillingsteknik, computerteknik, avanceret GPB mobilt system og brug af virtual reality præsentationer. Andre indlæg berettede om genopdagelsen af gamle koreanske videnskabelige instrumenter og ure, der var i brug før vestlig indflydelse gjorde sig gældende i 1700-tallet. Mit eget indlæg handlede om den socio-politiske bevægelse, de traditionelle håndværkere og de græsrodsbevægelser, der, anskuet som en del af dansk immateriel kulturarv, banede vejen for teknologiske innovation og den vindmølleproduktion, som findes i Danmark i dag og som også skabte dele af en ny kulturarv med mølle-laug. Desuden var der flere præsentationer af nye udstillinger på museer rundt om i verden, af særlige udstillinger vil jeg fremhæve det svejtsiske kommunikationsmuseum i Bern, der netop havde åbnet en ny permanent udstilling ’The Communication Adventure’. ’Palais de la Decouverte’ i Paris har planer om at lukke deres udstillinger helt fra 2006 til 2008, for at renovere palæet og udstillingerne.

Diskussionerne drejede sig bl.a. om afklarende spørgsmål til indlæggene men et fælles træk var museernes økonomi: hvad det kostede at anskaffe og vedligeholde de nye multimedie og digitale systemer,  samt hvor meget gæsterne benyttede dem. Man så dem som væsentlige supplementer til udstillingerne af den materielle kulturarv. Samtidig erkendte man, at der også var brug for de levende fortællinger, som de ’animateurs’ (guider), som Palais de la Decouverte har brugt gennem mange år, og som gennemfører ca. 75 eksperimenter om dagen både i udstillingerne og evt. også udenfor museets område.

Ad 3) Besøg på koreanske museer m.m.
Jeg besøgte bl.a. Seoul National Science Museum (SNSM) og Koreas National Science Center (NSM) syd. Begge var museer, hvor man kombinerede landets tekniske historie med opstillinger svarende til dem man finder på moderne science centre. Desuden besøgte vi Samsung Electronics showroom og deres firmamuseum i Gyunggi provinsen samt Handok Medicine Museum, et medicinsk historisk museum hos et privat medicinalvarefirma.
SNSM i Seoul var blevet opbygget allerede i 1945. Det blev genopbygget i 1972 efter at være blevet totalt nedbrændt som følge af Koreakrigen. Men med et nuværende indbyggertal i Seoul på 10 mio. blev museet for lille, og i 1990 flyttede man det Nationale Videnskabsmuseum (NSM) til Taejon, syd for Seoul. Det så ud til at man havde delt samlingen, så nogle større ældre genstande stadig befandt sig i Seoul, mens andre ting var flyttet til Taejon. Det mindre museum i Seoul er dog stadig i fuld brug. Begge museer har nogle ens træk, som skal fremhæves: man har samlet alle naturvidenskaberne i et hus. Der er udstillinger om universets skabelse til livets opståen og evolution. Geologi, biologi (fugle, fisk, menneskekroppen), antropologi (menneskets evolution), fysik og kemi udstilles i samme bygning, dog adskilt i etager. Udstillingerne omkring fysikkens love var opbygget som andre science centre, og ikke relateret til specielle dele af Koreas historie, dog var der en særudstilling om koreanske videnskabsmænd. På Seoul National Science Museum havde man p.t. en særudstilling om ’Rejsen til Mars’, som man havde købt som totalt entreprise i udlandet. Den indeholdt mange interaktive afsnit for både børn og voksne og bl.a. et skuespil, hvor to unge skuespillere tog et par børn med på en rumrejse til Mars.

På det nye National Science Museum (NSM) var opbygget en særlig afdeling om Koreas teknologi-historie, omfattende både landbrug, byggeri, håndværkstraditioner, musik m.m. I Korea benyttes dioramaer meget, både små som store, der var mange små meget fint udformede dioramaer, der viste håndværkstraditioner. Det fremgik helt klart at museet var nyt med nyopstillede udstillinger, som omfattede alle typer af naturvidenskab. Da vi var på besøg var der udenfor NSM opsat en særlig håndværkergade, hvor man fremviste traditionelle koreanske håndværk, og på en særlig plads blev det vist, hvordan man lagde jernringe omkring træhjul til en traditionel koreansk vogn. Museet var meget stort om omgivet af en omfattende temapark med skulpturer m.m., som vi dog ikke kunne nå at se.

Vi besøgte også et helt nyt privat ejet naturhistorisk museum ved Gyeryong San. En ældre herre med en privat samling af dyr og fossiler havde brugt hele familiens formue, skaffet 40 mio. dollars og bygget et meget stort tre etagers museum midt i en national park. Der havde været protester mod byggeriet, men nu var det gennemført og åbnet få dage før alverdens museumsfolk kom strømmende ind. Det var en imponerende bygning med en imponerende forhal, hvor skeletterne af en stor planteædende amerikansk dinosaur rejste sig med to mindre kødædende dinosaurer. Den store dinosaur havde ejeren ladet udgrave i USA og fået transporteret til Korea. Samlingen indeholdt også en samling noget ældre dårligt bevarede udstoppede pattedyr. Øverste etage var forbeholdt en totalt ny udstilling om menneskets udvikling. Ejers svigerdatter var indsat som leder af museet.

De andre museer vi besøgte var alle nationale. Grundlaget for Koreas nationale museum går tilbage til 1908, hvor landets sidste kejser etableret et museum omkring kejserfamiliens dagligliv, siden suppleret med keramik og malerier fra Koreas historie samt en botanisk og en zoologisk have. I 1910 annekterede Japan Korea og fem år efter var det koreanske museumsvæsen overtaget af ’Den japanske regerings centrale museum’. Et egentligt koreansk museumsvæsen blev først etableret efter 1945, da Japan opgav sin koloni og i årene efter fejrede man, at man nu var fri af japansk overherredømme. Under Koreakrigen (1950-53) blev dele af den nationale samling flyttet til det sydlige kystområde (Busan), for at sikre den mod bombeangreb, fordi Seoul var belejret. Først omkring 1960 var man igen klar til at påbegynde egentligt museumsarbejde med undersøgelser, udgravninger og forskning, og i 1966 blev en del af de genstande, som var fjernet fra Korea under det japanske kolonistyre leveret tilbage til landet, samtidig beholdt Korea en del af de japanske malerier og genstande, som kolonimagtens styre havde efterladt. Man begyndte at opbygge udstillinger og formidle Koreas historie. I 1986 flyttede Nationalmuseet ind i sine nuværende bygninger, den tidligere japanske kolonistyre bygning. Men i 1996 besluttede man, at der skulle bygges et helt nyt stort Nationalmuseum, som vil åbne i efteråret 2005. Nationalmuseets udstillinger var pæne, men ikke særligt spændende. Man fornemmede, at her gik man blot og ventede på at flytte til det nye museum. En uge efter ICOM’s møde lukkede man Nationalmuseets udstillinger.

I løbet af årene efter krigen har hver provins fået deres eget Nationale museum, der fortæller om provinsens historie og Koreas historie. Jeg besøgte to. Begge i meget smukt og imponerende byggeri, hvor man havde benyttet sig at moderne udstillingsteknik med store udenomsarealer og parker. Her ud over besøgte jeg et forhistorisk museum med en temapark om Sydkoreas stenaldermennesker. En udstilling ved en af landets kongelige gravhøje, en udgravning af en tempelplads fra 1200 årene, et keramikmuseum, et fæstningsanlæg, samt det nationale folkemuseum. Mange museer var forholdsvis nye og landets museer bar præg af, at man fra statens og provinsernes side gjorde meget for at formidle landets historie og skabe en fælles identitet og nationalitet.

Den demilitariserede zone i grænseområdet mellem Nordkorea og Sydkorea var gjort til udflugts- og turistmål. Privatbiler og busser blev hver time anført af militærpoliti eskorteret til nogle af de tunneller, som blev opdaget i begyndelsen af 1960’erne, og som blev gravet af det nordkoreanske militær med det formål at infiltrere Sydkorea. Fra militært bevogtede punkter kunne man vandre ind i nogle af disse tunneller, og fra nogle punkter kunne man med møntindkast i en stor kikkert undersøge ingenmandsland og kigge efter nordkoreanske stillinger. Der var også beretning om konflikten mellem nord og syd. Skolebørn, rekrutter og private turister besøgte stederne i en lind strøm, og på det sted jeg besøgte var det yderligere suppleret med et militært museum, der omhandlede livet i Nordkorea (meget gråt og trist), militære erobringer, raketter, bomber, miner og andet større militært udstyr. Det var ret forstemmende at opleve en nær og grusom virkelighed sat på museum og i scene. Gennem en guide på turen efter konferencen erfarede vi, hvordan krigen, konflikten og grænsen havde adskilt familier i flere generationer, og hvor man intet vidste om familien i Nordkorea. De seneste år var der startet besøgsmuligheder, hvor familie kunne komme på besøg 2-3 dage hos familie i Sydkorea.

Ad4) Valg til Cimusets bestyrelse
Under konferencen afholdt CIMUSET sit årlige møde, og dette år var der valg til bestyrelsen. Jeg var opstillet på en liste til bestyrelsen og blev valgt ind som dansk repræsentant. Langt størsteparten af de faglige kontakter under ICOM-mødet har været med andre medlemmer af CIMUSET komiteen. Her har jeg bl.a. talt med kolleger om mulige europæiske samarbejdsprojekter omkring ’vedvarende energi’ og ’det industrielle samfunds familie- og boligforhold’. Det blev aftalt med kolleger fra museer i Slovenien og Østrig, at vi i foråret 2005 vil arbejde videre med et fælles projekt omkring familie-, bolig- og køkkenforhold i det industrielle Europa.
Jeg forslog også, at CIMUSET-mødet i 2008 kunne afholdes i Danmark, evt. i samarbejde med den komite, der arbejder med kommunikation og transport. Næste års møde i CIMUSET komiteen afholdes i Moskva, Rusland.

Februar 2005