Rejseberetning: Bestyrelsesmøde i ICOMs internationale komité ICOM Comittee for Conservation (ICOM-CC), University College London, London, 24.–26. september 2004
ICOM-CCs bestyrelse holdt sit andet bestyrelsesmøde i 2004 i London, hvor to af bestyrelsesmedlemmerne bor: Caroline Villers (vice-chair) og May Cassar. Sidstnævnte var vært for mødet. Førstnævnte, Caroline Villers, havde få uger forinden måttet melde fra ved mødet p.g.a. alvorlig sygdom, hvilket kom til at sætte sit præg på mødet.
Caroline Villers har som vice-chair en lang række centrale opgaver i forbindelse med forarbejdet til den kommende kongres, herunder løbende rådgivning og hjælp til ICOM-CCs chair, Jørgen Wadum, samt med koordineringen af arbejdet med de to bind kongres-preprints på i alt 1000 sider, som skal ligge klar ved kongressens åbning i den Haag i september 2005. Dels har Caroline Villers i nogle år forhandlet med en anden konserveringsinstitution, IIC, om muligvis at holde en fælles kongres i 2008 et sted i Asien. Endelig har Caroline Villers taget del i planlægningen af ICOM-CCs tilstedeværelse ved den nært forestående ICOM Generalkonference i Seoul i oktober 2004.
Bestyrelsesmødet kom derfor bl.a. til at handle om, at en række arbejdsområder blandt bestyrelsens medlemmer skulle omfordeles, således at alle løbende opgaver kunne videreføres. Både opgaver i forbindelse med ICOM-CCs program i Seoul, opgaver i forbindelse med den kommende tre-årige kongres i den Haag i september 2005 og arbejdet med at sikre et sted for ICOM-CCs 15. treårige kongres i 2008.
Som sædvanlig bestod mødets 22-punkters dagsorden af en række tilbagevendende punkter, omfattende chair's report, treasurer's report, forhold omkring de 22 arbejdsgrupper, samarbejde med nærtstående konserveringsorganisationer som IIC og AIC. Andre punkter omhandlede en igangværende revision af ICOM-CCs "Bylaws", ICOM-CCs nye web-side og ICOM-CCs elektroniske nyhedsbrev, mødet i Seoul, tilslutning til " the European Conference Declaration on Sustaining Cultural Heritage Research" som allerede var godkendt af EU-kommisionen, og en mulig udarbejdelse af et "Charter for Conservation". Men først og fremmest omfattede dagsordenen en række emner i forbindelse med den forestående 14. treårige ICOM-CC kongres i den Haag i september 2005, herunder: om produktionen af kongres-preprints, samarbejde med generalsekretæren og en program-specialist ved ICOM i Paris om en "Museum-Forum" dag under kongressen (for anden gang ønsker ICOM at deltage med et programpunkt under ICOM-CCs møde), økonomiske forhold omkring rejsestøtte til deltagere fra økonomisk dårligt funderede lande til henholdsvis "Museum-Forum" og til selve ICOM-CCs 14. tre-årige kongres. En "progress-report" fra de lokale arrangører af kongressen i den Haag meldte om gode fremskridt, men gav også anledning til nødvendig afklaring af en række udestående spørgsmål.
Mikkel Scharff, ICOM-CC acting Treasurer
------
Planlagte møder I ICOM-CC i resten af denne tre-årsperiode:
• City Council Assembly Room, Municipal of Zwijndrecht, Belgien, 11.–13. marts 2005.
• Nederlands Congres Centrum, The Hague, 10.-11. september 2005 (hvorefter selve den treårige 14. ICOM-CC kongres finder sted 12.-16. september 2005)
|