Rapport fra ICOMs Advisory-møde
i Wien, 18. og 24.august 2007, samt Generalkonferencen i Wien
1.-24.august ved Merete Ipsen, formand for Dansk ICOM
Advisory-komitéen valgte
på førstedagen Knut
Wiik fra Norge som ny præsident. Som vicepræsident blev
Vilgil Nitulescu fra
Rumænien genvalgt.
Blandt
meget andet er et tilbagevendende punkt
på hvert årsmøde i Advisory temaet for den
internationale museumsdag. ’Museer
som steder for social forandring og –udvikling’ (’Museums as agent for
social change
and development’) bliver overskriften på museumsdagen 18. maj
2008.
Advisorymødet
var optaktsmøde til
Generalkonferencen bl.a. med review over opfyldelse af strategiplanen
for
2004-2007 og diskussioner af de nye statutter, strategisk plan 2008-10,
budget
mv., som skulle fremlægges på generalkonferencen.
Generalkonferencen var velbesøgt
Næsten 10 % af ICOMs 22.000 medlemmer deltog i
konferencen. Tilfredsheden med mere end 2.000 deltagere, som er det
største
antal deltagere i ICOMs tre-årige generalkonferencer, blev
overskygget af det faktum,
at deltagelsen ikke er ligeligt fordelt mellem alle medlemslande, men
stærk
overrepræsenteret fra Europa og underrepræsenteret fra
Afrika og Sydamerika. Medlemstallet
i ICOM stiger, hvilket er positivt. Men over 80% af medlemmerne kommer
fra
Europa. Derfor er et hovedpunkt i den strategiske plan, som
generalkonferencen
vedtog, at arbejde for diversitet, herunder en mere ligelig geografisk
repræsentation.
Fra
Danmark deltog godt 40 medlemmer, heraf er
en del aktive i bestyrelserne for de internationale komiteer – enkelte
med poster
som præsident eller vicepræsident. Alt i alt er der solid
opbakning til ICOM
fra den danske museumsprofession. Den danske komité er nummer 5
på listen over
de største nationale komitéer.
Allisandra
Cummins blev genvalgt som ICOMs
præsident. Martin Schärer og Richard West som
vicepræsidenter. Nancy Hushion
som kasserer. Alle uden modkandidater. Herudover blev 11 ud af 14
kandidater valgt
til Executive Council.
Konferencens
tema vedrørende universel
kulturarv satte fokus på museerne som mødesteder i dialog
med publikum.
Udgangspunktet var, at museernes rolle ændres i disse år.
Museer er del af den
omgivende historiske, sociale og nationale magt og identitet – og kan
påvirke
forståelsen af dem. Museer er stederne, hvor man kan se
originalen, se den
virkelige ting, men den indadskuende tradition skal afløses af
en udadvendt
ageren.
I
løbet af konferencen blev det på forskellige
måder påpeget, at museerne er aktive deltagere, ikke
passive observatører og
registratorer. Museernes primære rolle i udformning af bevidsthed
om kulturarv
og social identitet blev fremhævet, ligesom offentlighedens
tillid er et meget
væsentligt succeskriterium for museerne. Museernes nærhed
til befolkninger
samtidig med, at museerne befinder sig inden for den globale helhed,
får stadig
større betydning for den enkelte institution og for dialogen med
andre. Verden
rundt er fuld af sine paradokser, sine fortællinger. Museerne kan
fortælle dem,
hvis de har kreativitet, mod og professionelt overskud til det.
Konferencens
program omfattede fællesmøder med
keynote-speakers, tværgående paneloplæg og
workshops
i internationale komiteer. I størsteparten
af de internationale komitéer blev der afholdt valg blandt de
stemmeberettigede
komitémedlemmer til nye bestyrelser for de næste 3
år.
Der var præsentation, work-shop og
vedtagelse
af den strategiske plan for 2007-2010 (se http://icom.museum/strat_plan2_draft.html).
’Vores globale vision’ er titlen på vision og plan, som bygger
på, at det er
presserende nødvendigt i ICOM at forholde sig til forskelle i
museumstraditioner
og –formåen, som eksisterer i de forskellige dele af verden. Ikke
fordi
forskellene ikke har været der før, men voksende
kommunikation og nærhed vækker
ønsker om større jævnbyrdighed i, hvad museer, der
arbejder efter samme
principper, kan yde, uanset hvor i verden de er placeret.
ICOM har
arbejdet med strategisk plan før –
men det er første gang, ICOM fremlægger en vision. Denne
lyder i sin enkelthed:
’For en verden, hvor betydningen af natur- og kulturarv er universelt
anerkendt.’
Til at
styrke ICOMs globale virke vil man
tilstræbe, at alle møder, som afholdes i komiteerne
på alle niveauer, repræsenterer
ICOMs diversitet. Man vil udvikle bedre metoder til at kommunikere over
grænser
og udvide de elektroniske platforme.
ICOM vil
styrke den almene forståelse af, at
kulturarv er vigtig, ved at forholde sig samtids- og
omverdensorienteret og samarbejde
med utraditionelle partnere samt stadfæste ikke bare kulturelle
men også
sociale målsætninger for museerne. Placering af de etiske
regler centralt og videreførelse
af indsamling og bevaring af uhåndgribelig kulturarv understreges.
Generalkonferencen
vedtog også et nyt sæt
statutter, der bemyndiger Executive til løbende at tage
beslutninger og
foretage justeringer efter høringer i Advisory. Dette skulle
smidiggøre
forretningsgange og fornyelser i organisationen.
Det blev
endvidere vedtaget at arbejde med en
ny form for sub-struktur i ICOM, hvorefter der kan oprettes regionale
alliancer
med mindst 5 nationale komiteer, som uden økonomisk support fra
ICOM kan
organisere sig efter geografisk nærhed eller om fælles
problemstillinger. Hensigten
er, at mindre enheder kan blive synlige – også enheder, som kan
have svært ved
at møde talstærkt op til møderne.
De etiske
regler har stadig høj bevågenhed. Den
etiske komite har, siden de nye etiske regler blev vedtaget,
åbnet for et nyt
område, som komitéen vil analysere, nemlig intellektuel
ejendom (IP – intellectual
property).
Den
pompøse afslutning på konferencen skete
ved den formelle overdragelse mellem værterne i Wien og de
kommende værter i
Kina. Generalkonferencen 2010 finder sted i millionbyen Shanghai, som
også
forbereder verdensudstilling Expo 2010 samme år.
December 2007,
Merete Ipsen, formand for dansk ICOM